Igennem rundt regnet 150 år byggede danske ingeniører og værftsarbejdere nogle af de fineste, mest avancerede og ind imellem også største skibe i verden. I hele den periode var der stålskibsværfter spredt over hele landet, og i flere byer var de den dominerende arbejdsplads. Værftsfløjten, der tudede om morgene og til fyraften, var en del af byens puls. Og værftets arbejdere satte deres politiske præg på byen.
Det har jeg brugt det meste af min fritid det sidste års tid på at skrive om. Nu er manuskriptet sendt til forlaget, sammen med en liste på mere end 250 fotos. For ud over min tekst, så kommer bogen for en stor del til at bestå af et udvalg af de mange fine fotos af værfter og værftsarbejde, gennem hele det 20. århundrede, som kan findes rundt om på arkiver, museer og biblioteket.
Bogen udkommer på forlaget Turbine en gang i det tidlige efterår.